Børnehaven har ca. 100 børn og 12-14 voksne, fordelt på 2 teams. I det ene team er børnehavegrupperne Svalerne og Musvitterne. Det andet team er Græshopperne og Tusindbenene. Børnehavens mini-teams kører på skift 14 dage ad gangen til huset "Svaneparken" i Rude Skov, og deler dermed både hjemmestuerne og skovhuset.
I børnehaven er du tilknyttet en fast stue, samtidig med, at de 2 stuer i hver af børnehaveteams’ne arbejder tæt sammen. Der er fokus på fællesskabet på stuen ligesom der også er aldersopdelte aktiviteter for de 3, 4 og 5-årige på tværs af stuerne. Du vil også opleve det bedste fra skov og by, da grupperne har 14-dages turnus mellem skovbørnehaven og by-børnehaven.
Hvis du kommer fra Springbillerne: For at du kan følge med venner fra Springbillerne vil du komme på en af stuerne i børnehaveteamet; Svalerne og Musvitterne
Hvis du kommer fra Regnbuen: For at du kan følge med venner fra Regnbuen vil du komme på en af stuerne i børnehaveteamet; Græshopperne og Tusindbenene.
Når du starter i børnehaven er det altid i en by-periode. På den måde bliver du tryg i hverdagen i by-børnehaven på Frederiksberg inden du skal med i skovbørnehaven.
Børnehaven har en folder, der beskriver praktiske ting omkring børnehaven. Denne fylder "bygger ovenpå" de informationer der findes i vuggestuens- og minibørnehavens folder. Derfor anbefaler vi udefrakommende forældre at læse de øvrige foldere også.
Dagsrytme i byen
Børnene kan afleveres på Nyelandsvej fra kl. 7.00. (mandag fra kl. 7.30)
Mellem kl. 7.00 og 8.00 bliver der serveret morgenmad. Kom senest kl. 7.45 hvis I skal være sikre på, at jeres barn når at få noget at spise.
De børn, der skal blive i byen, leger på stuerne indtil kl. ca. 9-9.30, hvor vi holder samling. Børnene får frugt og brød. Derefter er der forskellige pædagogiske aktiviteter og leg.
Der er frokost kl. ca. 11.30. Efter frokost er vi som regel på legepladsen.
Cirka 14.30 spiser vi frugt. Om sommeren ofte på legepladsen, om vinteren på stuerne. Derefter er der leg og aktiviteter, inde eller ude, samt afhentning og snak med forældrene, indtil vi slutter dagen af.
Dagsrytme i skoven
Kl. 7.30 møder den første voksne til skoven ind. De næste skovvoksne kommer kl. 8.00.
Kl. ca. 8.00 tager alle skovbørn overtøj på og går med deres voksne ud på legepladsen. Herefter kan børnene afleveres i skovrummet/på legepladsen foran skovrummet.
Mellem 8.15 og 8.20 siger de sidste børn farvel i skovrummet. Så bliver børnene kaldt sammen, råbt op og talt, og alle går til bussen.
Ved bussen bliver de sidste børn afleveret indtil 8.35. Bussen kører kl. 8.40 og ankommer til Svaneparken ca. 9.20. På vejen synger vi, læser historier og præsenterer børnene for dagens program. Programmet kan indeholde hel- og halvdagsture i skoven (se kort bagerst i folderen). Men der kan også, især i vinterhalvåret, være indendørs aktiviteter om formiddagen for en gruppe børn, efterfulgt af leg på legepladsen, mens den anden gruppe går på tur i skoven, efterfulgt af indendørs aktiviteter om eftermiddagen. Børnene får et stykke frugt og brød inden aktiviteterne går i gang.
Frokost spises kl. ca. 11.30 enten indendørs eller ude i skoven. De børn, der ikke er i skoven, leger ofte på legepladsen efter frokost.
Frugt og brød serveres inden bussen kører tilbage kl. ca. 15.05, fredag kl. ca. 14.05. På hjemvejen er der ”stille bus”. De trætte børn tager sig en lur, de andre får måske en historie, eller taler stille sammen.
Vi er tilbage på Frederiksberg ca. 15.45, afhængigt af trafikken.